2007 
                                                     
Maj - Juni

                                                                               Polarcirklen

                            

Vi bestiller aldrig Pladser når vi tager på Ferie, men finder bare en Destination - et sted vi kunne tænke os at besøge - så hæfter vi på, kører afsted - og lader så turen "digte sig selv".
Det er netop den form for frihed vi holder af - ikke noget med at planlægge - bestille en plads til så, og så mange dage - tænk nu hvis vi på vej dertil, gør ophold et sted der er rigtig dejligt, og får lyst at blive lidt længere, men ikke kan, fordi der er bestilt andet sted. - eller - hvis vi har bestilt 4 dage et sted - og det så slet ikke er det vi forventede, men så er bundet af at skulle blive - eller betale - ?
NEJ...!
I Maj trak det i os for at komme afsted - til det skønne Sverige som vi holder så meget af - dette skønne, storslåede Land, som har så uendelig meget - og forskelligt - at byde på.
Ikke mindst en vidunderlig fred og ro, som virkelige er en Lise for Sjælen.
Samt Svenskerne som er et yderst venligt og imødekommende Folk (vi har for længst tilgivet at de bankede os i Fodbold)
19. Maj Lørdag                         Grenå - Varberg - Jönköping
 
Vi ankom tidlig til Havnen i Grenå, - det gør vi altid - så vi kan lave Kaffe og en madkurv, som er klar til at tage med op på Færgen, som vi nyder under overfarten.
Vi afsejlede kl. 14.30 - og ankom Varberg ca. 18.45 og kørte direkte op til Jönköping hvor vi tog vores første overnatning, på Elmina Camping som er en udmærket plads (der tager Camp.cheque) der er en fin udsigt over den skønne Vättern.
20. Maj Søndag                     Jönkøping - Ludvika - Östersund
Når vi er på de lange rejser begynder vores ferier altid når vi hæfter på, så vi oplever på turen, - gør rigtig mange stop - daser - hygger - oplever - traver - handler - o.s.v
Det er meget sjældent vi kører fra A til B og så ligger samme sted 1 - 2 uger - og så hjem..
Nej - det er ikke på den måde vi rejser - det gør vi i Danmark - tager den slags ophold.
Så vi kørte i ro og mag fra Jönköping ved 10 tiden og videre nordpå, uden at vide hvor langt vi ville nå..
Mange stop gjorde vi ved meget smukke Søer og små Byer på vej opad, der var rigtig meget at se og opleve, (alle fotos fra turen lægges på "Fotogalleri")
og ved 17 tiden ankom vi til Ludvika Camping.
 
Ludvika camping er en af de utallige skønne pladser der er overalt i Sverige.
Her er ren idyl - en lille sød By med kun godt 14.500 indb. - og flere seværdigheder, lige fra underjordiske gruber med gangsystemer forbundet til hinanden - til flotte gamle Gårde og bygninger man kan besøge - samt Remise med gamle Damplokomotiver - udstilling af Værktøj og mineraler - o.a. Strömsholms Kanalen ender her.
21. Maj Mandag
Fra Ludvika fortsatte vi videre op gennem Sverige, med næste stop, som skulle være omkring Östersund, hvor vi havde udset os en plads på den lille Ø, Frösö, som ligger i Storsjön, - vi ankom også, men Pladsen var endnu ikke helt åben - og ikke i øje at se, så vi kørte tilbage til Fastlandet, og fandt pladsen i selve Östersund - her var der en del Campister, men jeg tror det var enkelte overnatninger de havde (som os) for der var gang i den helt store om-og udbygning på Pladsen, med alt hvad dertil hører af arbejdere, maskiner, larm, opgravninger o.s.v - så vi blev blot denne ene nat også.
22. Maj Tirsdag             Strömsund - INDLANDSVEJEN - Arvidsjaur
Vi havde fulgt vej 45 hele vejen op, og det fortsatte vi med fra Östersund til Strömsund.
Vi har altid læst om andres beretninger op gennem Sverige at vej 45 - INDLANDSVEJEN - er den mest kedelige vej - en vej man "bare benytter for at komme hurtig op - eller hjem - efter en tur til Nordkap - og de betragtninger er vi bestemt ikke enige i - for giver man sig tid at se og opleve - så er det en meget skøn og afslappende tur - OGSÅ for Chaufføren - hvad jeg da synes er ret så væsentlig.
Efter få timers Kørsel fra Östersund, ankom vi til den dejligste Plads i Strömsund - som ligger ud til Hovedvejen - ved indkørslen til Byen og med udsigt over Vandet.
Samt tæt til den Norske Grænse og den dejligste natur "lige uden for Døren"
 
Her blev vi nogle dage, og udforskede virkelig området som er så skønt at vi nok kunne finde på at tage en tur hertil en anden gang, og blive rigtig længe (men svært at udvælge, for der er SÅ mange lignende steder, drysset rundt i hele dette store skønne Land, at der nok skal mere end ét Liv til for at nå bare halvdelen af det man vil se)
Vi kørte mod den norske Grænse - vi kørte rundt om et fantastisk Sø-område - vi mødte flere Elge i dette område - og det siges ellers at høre til Sjældenhederne at møde Elge - men vi har endnu aldrig været i Sverige uden at møde dem - og endda op til flere gange på turen.
       Et pudsigt dyr, som vi har studeret med stor fornøjelse
Den tid vi boede på Strömsund nød vi virkelig meget - og tog rigtig mange  billeder på de ture vi var på - og de lægges naturligvis ind i vores Fotogalleri
23. Maj Onsdag
Denne morgen blev Bent vækket med Fødselsdags sang, og ekstra dejligt morgenbord, pyntet med Flag, Stearinlys og gave - (ikke første gang han er blevet fejret på rejser)..
Herefter  pakkede vi sammen, og fortsatte op ad den såkaldte "kedelige vej 45 -  INDLANDSVEJEN" med kurs mod Arvidsjaur..
Efter vores mening er det altså en flot og meget spændende tur op ad denne Rute - og det må det også være efter andres mening, da der er bygget den såkaldte "Indlands-jernbane" som man genåbnede i 1984 som Turistbane.
En spændende tur gennem Moseområder - Skove - Fjelde - ruten tager 3 dage i et meget roligt tempo - og man kan stå af og på vilkårlige steder undervejs - og fortsætte dagen efter.
Toget har mange stop - dels når man skal spise eller drikke kaffe - eller hvis der er Rener eller Elge på sporene - eller for at komme ud og plukke Multebær - eller blot for at tage billeder - især når Polarcirklen krydses..
Der kan læses om turen på.: www.inlandsbanan.se 
Overalt på turen mødte vi utallige flokke af Rensdyr (men vi nærmer os jo også "Julemandens Land" som er.:
Efter en meget dejlig og spændende tur op - med mange kaffe og spisepauser, og ophold mellem Rener, og ture ved Søer, ankom vi til Arvidsjaur ved 15.30 tiden..
              
                           Det Nordlige Lappland
ank. 23. Maj                     Arvidsjaur - Arjeplog - Jokkmokk
 
Pladsen i Arvidsjaur er ganske god  og en meget venlig betjening, samt er der mulighed for gratis hotspot hvor man kan sidde ovre i Receptionen med den Bærbare, så længe man vil.
(Jeg ved at det er et MUST for mange Campister - derfor nævner jeg det)
Det er som bekendt i den sidste halvdel af Maj, vi gør denne tur, og til nu har det været rigtig dejlig vejr hele vejen op, også ved Arvidsjaur strålede Solen, og alligevel lå der endnu nogle bunker sne, som ikke var smeltet, og på vore ture rundt i området bemærkede vi da også at Snescooterne endnu ikke var sat væk, så enten forventede man mere Sne (hvad jeg kan tvivle på) eller også var det ikke længe siden de havde været i brug (den Teori hælder jeg mest til) 

Arvidsjaur er en gammel Skov-Sameby som helt tilbage i 1605 blev gjort til Markedsby, hvor Folk fra bl.a. Piteå drev handel med Samerne. 
I øvrigt var byen også udgangspunktet for at Samerne blev Kristne.
Arvidsjaur har nu ca. 4.500 indb. og byen var delt op i 3 områder - en Lappstad (for Samerne) - en Borgerstad (for Handelsfolk) og en Bondestad (for nybyggerne) hver del var indhegnet.
Nu er der kun Lappstaden tilbage og det er Sveriges ældste Samiske  Kyrkstad (fra 1700-tallet) og det er den største, - som tæller 29 såkaldte "Kåter" (Same-telte i Træ) og 52 Forrådshuse.

Skovsamerne bruger dem stadig når der er Markeder eller Helligdage.
Lidt uden for Centrum af Byen er der en indhegning med Rener - og der er de såkaldte Kåter, som det er muligt at prøve at overnatte i.
Byen har også et "Eventyrbad" - med Rutschebaner - Vandfald og andet spændende - og i Højsæsonen kører Veterantog til Mosksel og Slagnäs
24. Maj Torsdag    
I dag smurte vi madpakker, og fyldte Kaffe på Termokanden, og så tog vi en
dejlig tur til Arjeplog - og udforskede området der.
Arjeplog er en lille hyggelig By med kun 2.000 indb.  og området omkring har både en flot og spændende Natur. 


Arjeplog ligger smukt ved et kæmpe vand/Sø område - og har en meget yndig Kirke (naturligvis af Træ) den er så Lyserød at jeg kaldte den for en rigtig "Barbie-kirke"..
Sveriges Kirker er alle så lyse og store - og meget indbydende at komme ind i.
Byen byder også på et særligt Museum, som er indrettet i en Nomadeskole - det er Lapplands mest spændende Sølvmuseum - som har verdens fineste samling af Samesølv - som Spænder - Smykker - og hvad Samerne ellers bruger.
Museet viser også egnens historie, og der vises Dias-show - samt Butik er der også.
Få km udenfor byen ligger et
område med rester fra en gammel Sameboplads med Fangstminer til både Elge og Rener og  Ildsteder, som blev brugt helt tilbage fra årene mellem 900 og 1400.
Med udsigten til Søen, satte vi os ved en Same-hytte og nød maden og Kaffen.
25. Maj Fredag
Efter et par hyggelige døgn i - og omkring - Arvidsjaur, var det tid at fortætte til næste stop.: Jokkmokk - som vi har hørt omtalt så ofte - så vi var da lidt spændte på dette "fantastiske sted"..
Mellem Arvidsjaur og Jokkmokk, ligger Storforsen, som vi bestem skulle besøge - så vi hæftede Campingvognen på, forlod Arvidsjaur - med Kurs mod Jokkmokk (ikke så lang en tur - kun ca. 160 km) men tog så en afstikker til Storforsen.


Det er ganske enkelt et imponerende område at færdes i.
Det er Piteälven der danner Storforsen - og den strækker sig over et område på et par kilometer hvor den skummende og brølende styrter ned i etaper - med et fald på ca. 60 meter.
Hele området er lavet så man kan gå rundt på stier - Træbroer - glatslebne Klippestykker, og studere det brølende fald - og de utallige små stille vandfald, kløfter, og Jættegryder..
Der er mange Bænke i området samt er der steder hvor man kan sidde og Grille sit medbragte kød - eller blot nyde sin madpakke..
Vi havde jo Campingvognen med. så efter et par timer i området, lavede jeg en frokost til os, som vi nød inden vi fortsatte videre til Jokkmokk..
            Polarcirklen - Jokkmokk - 
Fra Storforsen kører vi så videre mod Jokkmokk, som vi gennem årene har hørt en hel del om - så der måtte vi da gøre holdt..
Inden vi ankommer til Jokkmokk, krydser vi så Polarcirklen, - hvor man så kan få et certifikat med sit navn - og dato - på at man har krydset ..
Jamen, - det må vi da også ha´ - ja - naturligvis... MEN.:.....................
DER VAR LUKKET DA VI KOM....!!!
Heldigvis har vi humoristisk sans - og kunne le af at vi kører SÅ langt op, - og så er der lukket..!
Nu er vi så typen der ser positivt på det meste - så vi nød området - tog nogle billeder (kan ses på  "Fotogalleri") så efter en pause i området, kørte vi til Jokkmokk - og havde da endnu en mulighed for at krydse Polarcirklen senere, da vores Plan nemlig var at tage videre via Haparanda, op i Finland, for vi måtte jo lige op og hilse på Julemanden når vi nu var så tæt på,  så vi kunne jo  krydse den igen - højere oppe - den meget omtalte Polarcirkel - så der var "håb endnu"..
Ja - så var vi endelig ved den meget omtalte - og højt besungne By - Jokkmokk - !
Her er der så - igen - et bevis på at det er svært at anbefale noget til nogen - for nogen synes noget er sagen - andre synes det modsatte - og vi hører nok her til den sidste kategori.. i hvert fald her..!
Kommunen har 6000 indb. - og området er på størrelse af det halve af hele Danmark - og kommunens halvdel er Fjeld..!
Byen Kirke er flot (som masser af andre Kirker i Sverige) 
Der, hvor jeg tror det spændende ved Jokkmokk er, skal nok opleves i Februar hvor det store Vintermarked for Samerne afholdes - en årlig tilbagevendende begivenhed - af de helt store - og hvor folk kommer langvejs fra (også en masse Danske Campister)
Men på det tidspunkt vi kom var der ikke dette marked - Byen var nærmest tom - Pladsen var helt fin - og der var også campister på vej til og fra Nordkap, og man har indtryk af pladsen (som er helårs-åben) benyttes meget til gennemkørsel - og da er den perfekt.
Et dansk ægtepar ankom fra Nordkap - og skulle å til Storforsen (hvor vi netop kom fra) de ville så også tage turen til Haparanda, hvor vi ville op til Julemanden - og de ned gennem Finland.
helt hyggeligt at møde Landsmænd og få en lille snak - men også så langt fra som Schweiz, var der gæster.
Vi var en tur rundt i Byen (hurtig overset) men besøgte naturligvis Kirken fra 1753, som desværre brændte ned i 1972 - men opbygget igen i tro kopi af den røde 8-kantede kirke fra dengang..
I øvrigt er der vist ikke mange Kirker tilbage i Sverieg som ikke har været brændt - og genopbygget..
I Jokkmokk er der så koldt om Vinteren at man ikke kan begrave de døde - så de står under Kirken og venter til det er muligt om Foråret, at grave i jorden..
                           "Julemandens Værksted"
26. Maj Lørdag
En dejlig formiddag - masser af Sol - (som det til nu, havde været på hele turen) vi kørte nu mod Haparanda, med Kurs mod Julemandens Værksted og Polarcirklen på en lidt anden position end første gang vi krydsede..
Turen til Haparanda var dejlig - og selve Byen rigtig hyggelig og ligge smukt oppe ved starten af den Botniske Bugt
Et specielt område, hvor man p.g.a Sommersølen døgnet rundt, kan så Byg i starten af Juni (2 måneder senere end i Danmark) men høstes som i Danmark i August.
Det er et meget frodigt område i den såkaldte Tornedal.

Haparanda er en lille by med kun 4500 indb. og er grænseby mod Finland, og blev rundlagt efter "freden i 1809" hvor sydsiden af Elven blev Svensk - og er derfor nu Torneå på den ene side - og Tornio på den anden - den Finske side.

 
Fra Haparanda kørte vi ca. 100 km op i Finland, til Rovaniemi, og fandt en dejlig plads ca. 8 km. fra "Julemandens By" - og det mærkes på prisen at det er en Turistmagnet, for det var den dyreste plads vi har boet på.
den ligger dejligt, - i udkanten af Byen - lige ned til vandet - og en dejlig udsigt.
 
Vi var fremme i så god tid, p.g.a. der ingen trafik var op gennem Finland - ja - der var såmænd dårlig nok noget at se, på den strækning, - ret kedelig er den, i forhold til alle de skønne steder vi ellers har kørt - så da vi havde stillet op, smuttede vi lige de 8 km. så vi kunne se det "Julemands-halløj" inden de lukkede, så kunne vi jo altid bruge det meste af dagen deroppe dagen efter.
Vi ankom kl. 2 min. i 16.00 og da de først lukkede kl. 17.00 havde vi da en time at "snuse rundt" i.
Vi Parkerede, (der var godt ikke rigtig nogen mennesker at se, når man tænker på det er et Turistområde) og på vej hen til den første Butik strømmede Julemusikken os i møde, - men netop som jeg tager fat i dørhåndtaget, drejer de nøglen..!!?
Det så vi at de også gjorde de andre steder - og musikken forstummede..?
Jeg var ærlig talt noget "forarget" over at man lukkede en hel time før, end man annoncerede med - der skulle være åben fra 10.00 - 17.00 hver dag året rundt.. så du synes jeg ikke man kunne være bekendt.?
Vi gik dog lidt rundt i området og sonderede - og da man jo helt skal finde alt Positivt i negativt - ja - så kunne vi da glæde os over at der ikke var et mylder af Turister - så vi kunne i ro og mag se det hele - og den meget omtalte Polarcirkel kunne vi så "krydse lige så tosset vi ville" - joh - man er vel et positivt menneske..?
Vi var så rundt i hele området og gav os god tid til at fotografere det som så mange har talt om (billederne er lagt ind i Fotogalleriet)
Så kørte vi tilbage men tog også en rundtur i Byen (flot By) og efter middagen gik vi en dejlig tur langs vandet og Byen.
Finsk, er virkelig ikke et sprog der er noget "formildende" ved - det er nærmest en Talefejl - frem for et sprog - men Finnerne er et meget venligt og mildt folkefærd - og det bedste af alt.: de taler Engelsk...!!!
Heldigvis.. for hvem kan gætte sig til at Keskus er Centrum - eller at Lossi betyder Færge.. ?
Nå men vi var inde på en Restaurant hvor vi blev modtaget med et.: "Hyvää päivää" - de kom med et "Ruokalista" og vi bestemte os så for "Voileipäpöytä" - det smagte godt.......!!
          "Kajakken vendes"  Sydpå igen
27. Maj Søndag   
Efter morgenmaden hæftede vi på og tog så Campingvognen de 8 km. med til Julebyen - for derefter var planen at forlade Finland igen.
Vi var der lidt før kl. 10.00 - inden de åbnede (troede vi..!!) for da vi ankom var alt åben - musikken spillede - og Kunder/ Turister var der allerede en del af i både Butikker og P.-pladser...???
SÅ var jeg da helt forvirret..?? I går lukkede de da vi kom kl 16.. og i dag HAR de åben når vi kommer - trods der var endnu ca. 10 min. til de åbnede..??
Så gik en Prås op for mig..!!!  De har IKKE samme tid som os - de har Østeuropæisk tid -så vores ure skal jo stilles en time frem når vi krydser den Finske Grænse..!!
Det gør vi så ikke nu - for vi skal kun være her den tid det tager her i "Julemandens By" - og så den tid det tager at køre tilbage over Grænsen i Sverige igen.. Men, jeg fandt da forklaringen - så jeg kunne "undskylde dem"
              
Vi var der ret lang tid - så det hele - handlede en del nyt Julepynt med hjem - og vi fik hver udstedt det "eftertragtede" Certifikat på at vi har krydset Polarcirklen (endda rigtig mange gange, efterhånden - og flere forskellige steder) se billederne på Fotosiden..
Vi forlader nu "de tusind Søers Land" (som oprindelig tæller mere end 187.888 - og så er det "kun" de Søer der er større end 500 kv.m der er talt med.) og vi sætter kursen mod Syd - og vil nu nyde turen ned langs den Botniske Bugt, som efter manges udsagn er den flotteste..???? (hmm..?!!)
Tilbage i Haparanda gjorde vi først holdt ved en Outlet og var inde og handle en del - derefter fandt vi en skøn plet med udsigt over vandet og nød udsigten over vandet - her - hvor den Botniske Bugt starter - og talte om den dejlige tur vi nu skulle ud på - ned gennem Sverige - langs bugten - hvor der helt sikkert viser sig det ene skønne sceneri efter det andet... men, jeg skal da lige hilse at sige.: Vi blev da klogere..!!!
Der var bestemt ikke meget at se på ad E 4 - slet ikke noget flot (med mindre man gør en afstikker af og til) så den med at turen op gennem Sverige ad "Indlandsvejen" er triviel - men bedre er det at tage E 4 op - ja - dén kan vi afgjort ikke tilslutte os
E 4 er ret trafikeret - smalle vejbaner på lange stræk - og ikke meget natur at se på før man når ned til Högakusten - men her er der så til gengæld også flot-

Nå - men foreløbig forlader vi Haparanda, og ved "Nederluleå" gjorde vi holdt ved den nok så kendte "Gammelstaden" ...
Et meget interessant sted hvor der er meget at se på.
Gammelstads Kyrkstad er - sammen med Kirken - optaget på UNESCO´s liste over Verdens Kulturarv.

Det er Sveriges største Kyrkstad som tæller 425 små huse som bruges til både de Kirkegængere der kommer langvejs fra - samt til fastboende.
Selve Kirken er en Stenkirke (ikke så almindeligt i Sverige, hvor de fleste er bygget i Træ) og det er den største middelalder stenkirke nord for Uppsala og den blev indviet i år 1492.
Stenkvadrene tæller mere end 40 forskellige Bjergarter - og det indeholder et meget stort - og berømt Alter fra ca. 1525 - ligeledes kalkmalerier og en meget flot Prædikestol.
Udenfor er der en Gabestok, som flittigt er blevet brugt.
I 1600-tallet var der dødsstraf for ikke komme til Højmesse.
Senere (ca. 1700) blev straffen ændret noget, - således at dem der boede op til 10 km fra Kirken, var det krav om at de kom hver gang - mellem 10 - 30 km væk var det nok at komme hver 2. Søndag - og boede man mere end 30 km væk var det et krav at man mødte på hver 3. Søndag.
Var det større Højtider var det der imod ligegyldigt hvor lang væk man boede , for så var det et krav som ikke kunne fraviges uden straffen så var dødsstraf.
Derfor havde man også i hele Sverige disse såkaldte Kyrkstad.. hvor man så kunne overnatte. (så der var slet ingen undskyldninger for ikke at komme til Kirken)
Måske et eksempel til efterfølgelse så vor tids Kirker blev benyttet..?!
Vi brugte ret lang tid rundt i hele byen - og i Frilandsmuseet, hvor man får indblik i hvordan livet var på den tid.
Mange billeder er på Fotosiden.

Efter en god kop kaffe i Campingvognen, hvor vi kunne hvile fødderne efter turen rundt i hele Byen, fortsatte vi ned til Skellefteå - og indlogerede os på den dejlige helårs-åbne plads.


Det er en Vintersportsplads hvor der på det nærmeste er fyldt op af Skisportsfolk - men bestemt en By - og plads der er værd at gæste også om Sommeren.
Byen og området har meget at byde på - og servicebygningerne på pladsen er helt i top - samt er der gratis HorSpot som man kan hygge sig i Campingvognen ved at modtage mails og sende hilsner hjem.

Ligeledes er det en Camping Cheque plads - og det er jo heller ikke at foragte.
28. Maj Mandag
Dagen i dag brugte vi i Byen som har meget at byde på, - af både nyt og gammelt, - af gode indkøbsmuligheder og naturperler - (altså ikke dem man kan købe - men bevæge sig rundt i)
Byen er har ca. 32.000 indb. som også har en Kyrkstad med ca. 116 små Træhuse fra 1850 som ligger nær Kirken - langs Skellefte Älven, ligger de meget smukt.
Landskyrken er en ombygget middelalderkirke, som bl.a. indeholder en stor samling Træfigurer og en flot Altertavle.
En tur rundt på Kirkegården viser en tradition som vi i Danmark nok ville protestere lidt i mod. 
Gravstenene har alle både Mandens og Konens navne og data - hvor kun den afdødes data for dødsdagen er er oplyst (af gode grunde) for ægtefællen er endnu ikke død ..
Er det konen der dør først - så står hun  nederst - kaldet "Magen" - med div. data - og mandens navn er allerede sat øverst og kun med fødselsdata - den tradirion ville Danske Kvinder vist ikke finde sig i...? (foto kan ses på fotosiden)



Ved Kirken er landets ældste og længste Træbro over Elven til en lille Ø - den er fra år 1737.
Byen byder også på Museer - bl.a. et Bådmuseum hvor man ser en stor samling af Motorer og Bådtyper både til Fiskeri og Sæljagt.
Det er opstillet i et et tidligere Værft som lukkede ned i 1981.
Et Museum for teknik, Arkæologi og industrihistorie.
Fra byen og ind i Lappland er der seværdigheder som Minedrift (Guld) og området kaldes "Guldriket" .
ca. 10 km. vest for byen ligger et af verdens mest mineral-rigeste områder, som er spændende at trave i, med markerede stier mellem grubehuller og slaggebjerge samt en Mine..
Vi havde en dejlig og meget spændende dag, som vi sluttede inde i Byens Gågade med de mange spændende Butikker og Centre, hvor i også nød en hyggestund på en en Restaurant, inden vi tog hjem og sendte en hilsen hjem til Familien

En klatretur op ad Campingpladsens Ski-bakke blev det også til, hvor vi nød udsigten fra (deroppe kunne man lige skimte lidt Botnisk Bugt i det meget fjerne)
500 meter fra byens centrum er et meget skønt og spændende naturområde - med Kirkeby - park - en lille Ø ude i Elven hvor man kan komme via den gamle Træbro - man kan få flere timer til at gå i det område der er så smukt og fredfyldt - meget at studere og nyde der.. (masser af foto lagt ind)
                       Nordmaling - Högakusten
29. Maj Tirsdag
Vi forlod den dejlige Skellefteå, i ret voldsom blæsevejr, men stadig Sol og dejligt.
Vi satte kursen mod Umeå Camping, hvor vi ville gøre ophold - men forlod den straks igen - for det var ikke lige os.
Vi fortsatte til Norrmaling, og fandt en dejlig plads - lige ned til vandet.
Det er en ældre plads - skøn natur - hyggelig By - ro og fred i rene og hyggelige omgivelser.
Også her var der stemning af Midnatssol.
Vi nød et dejligt døgn i disse omgivelser, - var rundt i området, og var enige om at her kunne vi godt finde på at komme tilbage engang, og udforske området noget mere.. men det ville vi gerne alle de steder vi har besøgt på denne tur - og i Sverige i øvrigt.
30. Maj Onsdag
Op af Formiddagen fortsatte vi videre sydpå, af vejen langs den Botniske bugt hvor vi stadig ikke havde oplevet den smukke strækning som vi havde troet vi ville ad denne rute - vi synes stadig at det er den kedeligste strækning - langt mere ensformig end af Indlandsvejen..
På dette billede nærmer vi os Högakusten, hvor her så til gengæld er meget smukt, (kaldes Sveriges smukkeste kyststrækning  og det er vi enige i) og er et ophold værd at tage - og det gjorde vi så 
Vi kørte til Norrfäldsviken camping - som ligger lidt fra alfarvej, i et meget dejligt område, ude p en halvø. Selve pladsen er meget stor, og har ikke opdelte pladser som man ellers kender det, og heller ikke med Græsbund - for den ligger inde midt i en stor Fyrreskov, hvor man så placerer sig mellem træerne.
Ikke så spændende en plads - og slet ikke hyggelig.
I sådan situationer er vi især glade for at vi ikke kører med fastmonteret Parabol, for så havde det været umuligt at se TV.
Nu kunne vi blot tilslutte og sætte Parabolen så den lige kunne fanges gennem et lille hul i Trækronerne.
Vi var på dejlige ture rundt i området - Höga Kusten er svær at beskrive, så vi tog mange billeder, og en del af dem er lagt ind på Fotosiden.
Det er området mellem Härnösand og Örnskjöldsvik der er så smuk, med enorme Klippepartier ud mod Bottenhavet.
Der er frodige, Grønne dale, - små Landsbyer ligger der spredt i området mellem Søer - langs Fjorde - og Skærgårds-øer er "drysset¤ med mild hånd" i Havet.
prøv at køre turen sydfra - fra Ålandsbro ude langs Kysten, or nordpå til Utansjö.. det er bare så smukt at det næsten gør ondt.
                              Älvsdalen - Håverud Ækvadukten 
31. maj Torsdag
Efter opholdet ved Höga Kusten fortsatte vi over verdens ottende længste Hængebro, som er "Högakusten-bron" - den er 19800 m lang - og pylonerne er 180 m høje. 
Nord for Broen er en Restaurant og den flotteste udsigt ud over Ängermanálven.
Vi fortsætter stadig Syd - til Söderhamn - hvor vi nu forlader E4 - og fortsætter  ad 301 via Bollnäs til Orsa (hvor vi tidligere har været) og videre over til Älvdalen, til en rigtig dejlig Plads, som ligger lige ned til vandet med gode Fiskemuligheder.
Pladsen holder Kurser i Fiskning - og udlejer Fiskestænger.. Der er en stor Idrætshal med Svømmebad.
Der er ikke langt til Norge - ikke langt til Idre Fjæld - til Orsa Bjørnepark (som er et heldagsbesøg værd) der har vi også tidligere været - og det er en oplevelse at færdes i dyrenes eget miljø, hvor det er dem der har friheden - og vi andre der er "spærret inde"..
Vi ankom til Pladsen i silende regn, som stoppede lige så pludselig som den begyndte.. så vi nød at være fremme, og den dejlige stilhed, og natur der er.
Älvdalen er en hyggelig lille by - og som det ses her, en rigtig dejlig plads. 
Er man Lystfisker, er dette også stedet, der er værd ar besøge - og som sagt er der tæt til alle de kendte steder.. (også her er der HotSpot)
Vi brugte et par dage både i Byen og i området, inden vi fortsatte, med kurs til Dalslands-kanalen for at opleve Håverd-Ækvadukten.
2. Juni Lørdag
Sidst på formiddagen forlod vi pladsen og kørte i ro og mag nedad mod Karlstad - og ned langs Vänern, med gode spise og kaffepauser ved Søen og ankom til Pladsen i Häverud, som ligger lige ved Ækvadukten..
Endnu et af de utallige - og meget fantastiske - steder og oplevelser Sverige har at byde på.
Fra pladsen er der den dejligste udsigt over både vandet - skov - og selve Broen.
På området er der små forretninger samt Restauranter - og så meget at se på, og færdes i,  at at par dage nemt går - og endnu mere, hvis man tager ud i området.
Der er Kanal-museum - og om egens Oldtidshistorie - der er Helleristninger - og et meget kuperet Skovterræn med meget smalle veje og små Huse - der er det såkaldte "Halmens Hus" - og Friluftsmuseum..
                        Lövsjöbaden - Ullared - Varberg
3. Juni Søndag
Inden vi nu skal forlade Sverige, har vi planer om at køre til Lövsjöbaden camping som ligger et par km udenfor Jönköping..
Denne plads fandt vi ved et tilfælde på en tidligere Sverigestur - vi ville blot gøre et ophold, og så videre op til Gränna - men det endte med vi blev der hele ferien, og kørte så ud derfra.
Pladsen er en rigtig "Back to Nature" plads (som i øvrigt de fleste Svenske pladser kan benævnes) hvor der er mulighed for at bade direkte fra Pladsen.
,
Der er lagt flere billeder på fotosiden om netop denne plads.. som vi varmt kan anbefale til kommende campister som ønsker en plads ikke så langt oppe i Landet - og som vil bo ude i naturen med få km til Jönköping - tæt til et besøg på Vissingsø - (hvor vi har haft cykler med over) tæt til Gränna - Motala - Borås - og mange andre skønne steder.
I en anden beskrivelse senere, vil der komme mange fotos fra netop dette område - i en anden ferie til Sverige vi har haft..
4. Juni Mandag
Tiden er nu kommet hvor vi skal til at afslutte vores store tur til Polarcirklen, men inden vi kører til Færgen i Varberg, ja, så skal vi - traditionen tro - en tur omkring det kendte Indkøbscenter.: "Ge-kaas" - i Ullared - det er jo et Must - når man er på de kanter.
Ge-Kaas er så enormt, at der kommer Kunder valfartende fra det meste af Sverige - samt utallige Danskere - faktisk hører man lige del Svensk og Dansk i Forretningen - men også Tysk og Hollandsk lyder mellem de mange mennesker.
Ge-Kaas har egen Campingplads som vi ofte har benyttet - brugt en hel dag at handle i - og så til Færgen - men ikke denne gang - da nøjedes vi med at handle "vildt" ind - og så fortsatte vi de sidste omkring 30 km. til Varberg.
Sidst på eftermiddagen ankom vi til Færgen i Varberg, 

og det var en meget varm dag og aften, og efter som tiden gik, kom flere og flere til Færgelejet, selv om vi først skulle afsejle næste morgen.
Der er en vis charme at vi er mange der er i "samme Båd" og en rar fornemmelse at vi er flere der overnatter "sammen"..
Efter aftensmaden gav vi os tid til at udforske Byen - Varberg - da det altid blot har været en Havn vi er kørt gennem på en ud - og hjem - tur, - men nu var det en dejlig varm Sommeraften - og tid havde vi masser af - så vi ville se Byen, som er meget andet end blot en Havn.
Varberg har omkring 25.000 indb. og bl.a. har de Sveriges største Cykelfabrik med Monark og Crescent som jo er godt kendte.
Byen har været ramt meget af store brande - den sidste var i 1863 - så der er ikke så mange gamle huse tilbage - kun få er ældre end den sidste Brand - Kirken er dog fra 1769.
Varberg blev anlagt i år 1400 og godt 200 år senere blev der bygget en stenmur om Byen og endnu et par hundrede år senere blev Varberg et et Bade-og Kursted da man fandt en Helsekilde (som oprindelig var en gammel offerkilde)
I dag er der endnu det meget særprægede Badehus - hvor der også på Stranden er et afsnit for Naturister.
Fæstningsanlægget er både storslået og smukt beliggende med udsigt over Havet - og som har en del Museumsgenstande at fremvise.

Fæstningen er fra 1290´erne hvor en del fra den tid er bevaret.
Varberg - betyder Vard-berg - ("Baunehøj")
Historien fortæller at Grev Jacob af Halland benyttede denne Fæstning som forsvar til sig selv da han blev erklæret Fredløs efter at være kendt medskyldig i mordet på Erik Klipping.
Varberg og omegn har så meget at byde på - så måske skulle man, næste gang man besøger Sverige, gøre yderligere ophold..?
Foreløbig går vi tilbage til vores "lille Hus på Havnen" og nyder aftenkaffen, og får en rigtig hyggelig snak med en venlig Lastvognschauffør som har en masse at fortælle om deres vilkår - og om alle de Gas-overfald der tales så meget om..
Et helt par timer stod vi uden for i den skønne Sommeraften og vi en snak, inden det var tid at sige god nat.
                            Varberg / Grenå
5. Juni Tirsdag
Efter en god og rolig nat, stod vi op til Mågeskrig og Havluft, og nød Solopgangen over vandet, mens vi nød Morgenkaffen og så var det ved at være tid at pakke sammen og  køre ombord, - med afsejling kl. 09.00 og med ankomst til Grenå 13.15 hvorefter vi siden har kunne se tilbage på en meget spændende og vellykket tur op og runde Polarcirklen - og kan nu glæde os til næste lange tur...
Vi siger Tak fordi du har læst om turen her - og håber det har givet inspiration, og evt. ideer til selv at opleve noget af dette...!

                                                                                                                                                                            Tilbage til Forsiden